tirsdag den 31. juli 2012

Smukke Claire


Er sprunget ud mens de andre roser lægger an til endnu en blomstring. Hun er ikke glad for regn, desværre.

Mangt og meget er begyndt at se træt ud - også jeg der har været ramt af sommerdepression over at det enten stod ned i stænger, blæste....eller begge dele. Til gengæld blev sidste uge nydt og nydt og nydt. Især aftnerne for der er virkelig knald på dufttobak, liljer og natlevkøj.

Duftlupinerne er vist færdige og bliver skiftet ud med blomstertobak der står klar i små potter og mine lathyrus er ved at være klar til blomstring så der bliver ikke afpillet at se på.

Nu vil jeg snage mig igennem alle jeres blogs for jeg har heller ikke været en flittig læser på det seneste.



tirsdag den 10. juli 2012

Roser

Der er gang i roserne. Store James ser efterhånden træt ud, men han får jo også alle tæskene (vind og vand) men så er det jo godt jeg har Lille James - øh, og nu også James III.


Eglantyne som jeg så på med en vis mistro, men den bliver mere rosa i fuldt udspring.


Reines des Violettes


En Netto-sag som jeg mener er Queen of England



Den aldelses yndige Heritage


Og så min darling (undskyld James); Twice in a Blue Moon. Blomsterne bliver ENORME og den dufter helt forrygende og selv om farven snyder lidt på billederne, så er den faktisk grå-violet. Den passer perfekt til de gråløvede planter og Dahlia Eveline den har selskab af.








I det hele taget trives og blomstrer mine Dahlia. Jeg har stor glæde af Frantz Kafka der virkelig er en glad fætter (den blomstrer helt vildt) og min Bonnie Blue er også lige sprunget ud. Det der burde have været en Hamari Rose (sart rosa) viste sig at være en fæl fejlfarve - en lilla-orange dekorativ. Den får nyt hjem meget snart.


Den ganske uanseelige Natlevkøj der er så lille at den kan bo under andre ting. Om dagen er den total slatten men når det bliver mørkt folder blomsterne sig ud igen og den dufter fantastisk. Blomsterne er svagt lilla. Billedet er lidt rystet for jeg måtte stikke arm og kamera ind i "krattet"

Og endelig de fantastiske og meget sommer- og landlige duftlupiner (Pink Javelin) som jeg er blevet meget begejstret for og skal have i rå mængder næste sommer.

Noget er blomstret af så der skal rykkes lidt rundt igen, men når det er gjort skal I nok få nye oversigtsbilleder.